Kære Medlemmer
Så nærmer vi os en åbning af Sydbanen for sæson 2009. Det ser ud til vi har haft en vinter, som banen åbenbart har haft det godt med, og vores Chefgreenkeeper Søren Andersen tror på gode spilleforhold fra start. Søren Andersen vil også være den, som bestemmer åbningsdato.
Vi kan selvfølgelig ikke forvente hurtige greens med det samme, men når der først kommer tilstrækkelig med varme i jorden, 6 til 8 grader, og græsset begynder at gro, vil greens efterhånden blive klippet til større hastighed.
I løbet af vinteren har vi igen fjernet et par træer hist og her efter anvisning fra vores park ekspert Flemming Skyum. Der vil selvfølgelig altid være nogle spillere, som synes, at der tyndes for meget ud, men vi skal huske på, at det er besluttet at Køge skal være en parkbane, og ikke en skovbane.
Det vil i år være synligt især på hul 5, hvor SEAS i forvejen havde skamferet granerne i det bælte, hvor der er højspændings ledninger. Baneudvalget har besluttet, at dette område med tiden skal fremstå som en lille velplejet lund med forskellige træsorter, og græsset klippes som lav rough.Det vil gøre området lidt mere venligt, og ikke give anledning til for mange bortblevne bolde.
Det mest markante syn I vil opleve, er på hul 6. Her er den rørlagte Præstebæk blevet åbnet, så den nu er synlig og bragt særdeles i spil, ikke specielt for at genere golferne, men for bedre at kunne modtage de mængder vand, som ved kraftige regnskyl dækkede dele af fairway.
Jeg håber I må få en dejlig golfsæson, og for ikke at gentage mig selv mere end højest nødvendigt, vil jeg bede jer læse artiklen om at være HULANSVARLIG endnu en gang. Den blev bragt i klubblad 2008-2, og jeg vil sørge for, at den også vil kunne læses på vores hjemmeside - Klik her
Husk vores motto:
Pas på banen
Pas på hinanden
Pas på greenkeeperne
Med venlig hilsen
Baneudvalget
Baneudvalgsformand
Ole Steen Therkildsen