Hvor trist det end måtte være, er sommeren på retur. Baneudvalget er sammen med greenkeeperne stolte af de mange rosende ord, der er faldet fra både medlemmer og green fee spillere.
I har nok undret jer over, hvorfor der ikke er sat gang i det nye puttemiljø. Det skyldes såmænd en kombination af indhentning af forskellige tilbud og den altid ”forstyrrende” sommerferie.
Vi har dog netop færdigforhandlet det valgte tilbud, og det bliver ALSLEV ANLÆGSSERVICE, som i samarbejde med banearkitekt Rolf Henning Jensen og Chefgreenkeeper Søren Andersen, der skal udføre arbejdet.
Vi forventer arbejdet påbegyndt mandag den 7. september, og i den forbindelse vil den ”gamle” puttegreen blive opgravet. Vi inddrager derfor indspilsgreenen til puttegreen, da det er den eneste mulighed vi har til vores rådighed. Måske kan vi også bruge den nye indspilsgreen, hvis græsset har fået den fornødne standard.
Årsagen til at den ”gamle” puttegreen graves op er, at den nye puttegreen for det første bliver ca. 900m2 stor og den får en helt anden udformning end den ”gamle”.
Vi skal have tilsået den nye puttegreen senest udgangen af september, hvis vi skal sikre os den er åben ved sæsonstart 2010.
Vi glæder os rigtig meget til at se det færdige resultat, som også involverer en pergola øst for puttegreen og forskellig beplantning.
Det overvejes i den forbindelse, at genbruge de surbundsplanter, der blev sponsoreret af Thymes Planteskole, og derefter erstatte samme bed med en vold af forskellig højde, som så vil danne baggrund for 18. green.
OG nu til noget helt andet. Igen en tak til de, som tager opgaven som hulansvarlig seriøst. Personligt synes jeg det har hjulpet gevaldigt, men vi har et problem, som vi alle kan være med til at løse nemlig:
De fleste har sikkert prøvet at være i en bunker, og efter slaget fundet ud af, at der manglede sand. Årsagen til dette er generelt ikke at der mangler sand, men at de fleste spillere river bunkers ”forkert”.
Med forkert mener jeg, at de fleste altid river bagud i forhold til spilleretningen og på den måde trækker sandet hen til bagkanten. Det er vigtigt, at man i stedet forsøger at fordele sandet, så der ikke er 20 cm et sted og 2 cm et andet sted. Jeg er sikker på det kan lade sig gøre, hvis man lige tænker over det, inden man river. Det er en god ide, at vende riven om og skubbe sandet på plads, inden man river.
I har måske lagt mærke til, at plantebedene omkring klubhuset og bagrummet er blevet serviceret. Det er bare blevet så pænt, og det kan vi takke en gruppe af frivillige, som en gang om ugen stiller en formiddag til rådighed for klubben. Jeg håber vi på et tidspunkt kan få taget et gruppebillede og få det lagt på hjemmesiden.
Ja, det var alt for denne gang. Husk pas på greenkeeperne, pas på hinanden og ha`det sjovt. For det er vel derfor vi spiller golf.
Med venlig hilsen
Baneudvalget
Ole Steen Therkildsen
Baneudvalgsformand.